Indvielse af nyt aktivitetsområde i Nørrevangsparken

Indvielse af nyt aktivitetsområde i Nørrevangsparken

11.09.2023

 

Fredag den 8. september indviede borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen, et nyt aktivitetsområde i Nørrevangsparken, hvor unge og gamle kan mødes på tværs af interesser og skabe fællesskaber.

Randers Kommune, Pressefoto

Randers Kommune, Pressefoto

Fredag den 8. september blev nye aktivitetsområder i Nørrevangsparken indviet, som del af en større forvandling af den grønne bypark mellem Nørrevangsskolen og det omkringliggende boligområde.

De nye aktivitetsområder i parken inkluderer beachvolleybane, basketball- og streetbasketbane, hænge-ud områder, længdespringsområde, 7-huls diskgolfbane og 2 x 8 mands fodboldbaner.

Resultatet er blevet til i et bredt tværfagligt samarbejde mellem kommunale afdelinger, Nørrevangsskolen, Randers Ungdomsskole, Bysekretariatet, boligforeninger og det lokale foreningsliv.

"Lad os håbe, at Nørrevangsparken og dens aktivitetsområde vil blive et sted, hvor vi samles, leger, træner, slapper af og dyrker vores interesser sammen i mange år fremover. Tillykke med de nye muligheder i Nørrevangsparken," sagde borgmester, Torben Hansen, i sin indvielsestale.

Både før og efter talen havde de fremmødte børn, unge og voksne muligheden for at prøve de nye baner af sammen med lokale foreninger, heriblandt Randers Cimbria, Randers Volleyballklub og Randers Freja Atletik og Motion.

Fra dyrskueplads til aktivitetspark

Nørrevangsparken har eksisteret i mange år, men har gennem årene haft andre funktioner og navne end nu. Området var oprindeligt en dyrskueplads, og i løbet af 1960'erne blev området anlagt som en offentlig bypark.

I 2021 vedtog Randers Byråd en helhedsplan for området med ønske om en bedre udnyttelse af parken og etablering af flere aktiviteter, og navnet Nørrevangsparken blev for første gang taget i brug i 2022.

Parken er i dag nabo til næsten 5000 mennesker og indenfor 2 km bor der mere end 35.000 mennesker. Mange har derfor mulighed for at benytte sig af de nye muligheder i parken. Ikke mindst Nørrevangsskolen, der er certificeret idrætsskole med elever, der har fem timers idræt hver uge året rundt.

Randers Kommune, Pressefoto

Randers Kommune, Pressefoto

Randers Kommune, Pressefoto

Randers Kommune, Pressefoto

Randers Kommune, Pressefoto

Randers Kommune, Pressefoto

Forrige nyhed
Næste nyhed