I Nordbyen er der plads til både hobbyer og fællesskab

I Nordbyen er der plads til både hobbyer og fællesskab

16.03.2022

Ved siden af Nørrevangsskolen ligger afdeling 24 i Randers Boligforening af 1940, der består af velholdte lejligheder, udearealer med hyggelig gårdhave og gode parkeringsmuligheder. Men ser man efter, rummer afdelingen meget mere end det. Hvis man bevæger sig indenfor, finder man noget af det, der gør de almene boligområder unikke – her er der nemlig plads til, at beboerne kan komme og dyrke deres kreative hobbyer og blive en del af afdelingens kaffefællesskab. Her mødes beboerne på tværs af opgange og alder og deler deres forskellige interesser med hinanden.

Et værksted til træskåle, skulpturer og malerpensler

Hvis man bevæger sig ned i kælderen i afdeling 24 finder man både cykelparkering og opbevaringsrum, som der findes i de fleste andre boligområder. Men derudover har afdelingen deres helt eget værksted, hvor beboerne kan komme og pleje deres hobbyer, eller hvis de har cykler eller andre ting, der skal repareres.

- Hvis en beboer i afdelingen gerne vil bruge værkstedet, skal de egentlig bare kontakte mig – jeg tager stort set altid telefonen. Så får de en nøgle og skriver under på, at de vil være med til at passe på vores fælles ting, som vi har hernede, forklarer Klaes, der er formand i afdelingen.

En af de beboere, der meget ofte kommer ned i værkstedet er Ingemann, der har som fritidsinteresse af lave træskåle ud af genbrugstræ, som han selv eller andre beboere finder rundt omkring. Ingemann er tidligere maskinarbejder og har kørt rundt som montør i hele Skandinavien. Så da Ingemann blev pensioneret, blev der pludselig masser af tid til at pleje hans hobby med at arbejde med træ. Det er da også Ingemann, der i sin tid har doneret langt det meste af det værktøj, der er til fri afbenyttelse af de andre beboere, så længe det forbliver i værkstedet.

- Lige nu er vi en 7-8 stykker, der kommer og bruger værkstedet, men det er mest Ingemann og mig, der kommer her. Det er ofte, at en beboer spørger, om jeg kan hjælpe med at lappe en cykel eller fixe en reol – og der er jeg typen, der nok ofte siger mere ja, end jeg burde, fortæller Klaes smilende, imens han viser værkstedet frem.

Selvom Klaes har travlt med at varetage formandsposten i afdelingen, er han også selv meget kreativ. Klaes bruger nemlig selv værkstedet til både at lave skulpturer og male på hans malerier.
- det virkelig rart, at vi som beboere har sådan et sted som det her, hvor vi kan komme og være sammen om vores forskellige interesser, og samtidig kan hjælpe hinanden med at reparere et par småting.

Udover det fælles værksted i kælderen, er der også et lokale, hvor afdelingens kaffeklub holder til. Her mødes flere af beboerne en gang om ugen og drikker kaffe og dyrker fællesskabet med hinanden.

Dette er bare ét eksempel på en afdeling, hvor beboerne har plads til deres fælles interesser. Der findes mange andre boligområder, hvor beboerne har etablerede fællesskaber og arrangerer sociale aktiviteter for og med hinanden.

 

Forrige nyhed
Næste nyhed