I Anettes have gror både blomster og minder 🌼

I Anettes have gror både blomster og minder 🌼

09.07.2026

Da Anette for snart fem år siden skulle vælge mellem to boliger, var det ikke køkkenet eller stuen, der afgjorde beslutningen. Det var haven.

På en varm sommerdag var hun ude for at se boligen sammen med en veninde. Da de trådte ud i haven, var de begge enige – her var noget særligt.

Anette er beboer ved Randers Boligforening af 1940. I dag er haven blevet hendes fristed. Her begynder dagen ofte med en kop kaffe, og efter arbejde finder hun ro ved at gå en tur mellem blomsterne, nippe lidt i bedene eller bare sidde under halvtaget og lytte til regnen og fuglene.

Anette i en af havens hyggekroge

Anette i en af havens hyggekroge

 Learning by doing

"Jeg er ikke sådan et vildt havemenneske med en hel masse planter. Jeg prøver mig bare frem," fortæller hun.

Hun har altid spurgt familie og venner til råds, men ellers har hun lært undervejs. Som hun selv siger: learning by doing.

 

For Anette handler det ikke om at skabe den perfekte have. "Der skal ikke så meget til. Hvis du synes, en blomst er pæn, så er den lige noget for dig."

 En af de historier, hun fortæller med et smil, handler om græsset. Da hun var på ferie, tilbød hendes datter at slå plænen. "Det må du simpelthen ikke gøre – det må du ikke tage fra mig. Det skal jeg hjem og gøre."

For Anette er det nemlig meditativt at slå græs og gå og nusse i haven.

Havens store bed

Havens store bed

Minder mellem blomsterne

Haven er ikke kun fyldt med blomster og buske. Den rummer også minder.

En klematis fra farmoren, som er mere end 50 år gammel, blomstrer stadig, og flere planter stammer fra hendes afdøde fars have. Efter hans død har de fået en helt særlig betydning, og på den måde lever små stykker familiehistorie videre mellem blomsterne.

Farmorens klematis

Farmorens klematis

Et hjem med plads til at sætte sit præg

Anette er vokset op i en almen bolig og sætter pris på de muligheder, det giver.

"Er der noget, der går i stykker, kan du ringe efter en håndværker, og så bliver det lavet. Det er jo også det, man betaler husleje for."

Hun sætter også pris på beboerdemokratiet og muligheden for at få indflydelse på området. Sidste år stillede hun forslag om en station til haveaffald. Forslaget blev vedtaget, og i dag gør det hverdagen lidt nemmere for områdets haveglade beboere.

 

Udsigten til haven

Udsigten til haven

For Anette er hjem et sted, hvor hun er omgivet af de ting, hun holder af: "Hjem er, at jeg er omgivet af de ting, jeg godt kan lide."

Og når man træder ind i hendes have, er det tydeligt, at den er blevet meget mere end et grønt uderum.

Den er et sted fyldt med blomster, minder og ro 💙

Forrige nyhed
Næste nyhed