Repræsentantskabet i Verdo har indflydelse på udviklingen af din lokale energiforsyning. I Randers opstiller 79 kandidater, hvor andelshaverne kan stemme i perioden fra den. 17. - 24. april.
Verdo er et forbrugerejet energiselskab, hvor andelshaverne har direkte indflydelse på udviklingen af el, vand og varme i lokalområdet.
Repræsentantskabet er den øverste myndighed i Verdo og består af valgte medlemmer fra forsyningsområderne, der vælges for en 4-årig periode. I Randers opstiller 79 kandidater til 56 pladser.
Fra Boligorganisationen Møllevænget & Storgaarden stiller Tom Jespersen op til repræsentantskabet. Tom er formand for Møllevænget & Storgaarden samt næstformand i RandersBolig og har dermed erfaring med beboerdemokrati, økonomi og samarbejde.Han peger selv på, at arbejdet i repræsentantskabet bl.a. handler om at sikre sammenhæng mellem forsyningsselskabets beslutninger og de behov, der opleves lokalt i boligområderne:
"Jeg vil arbejde for at varetage beboernes interesser og sikre, at deres perspektiver bliver hørt i beslutninger om forsyning og udvikling."
Som kunde hos Verdo har man mulighed for at stemme via e-Boks efter princippet én måler – én stemme.
Du kan læse mere om valget på Verdos hjemmeside og stemme i perioden fra den. 17. til 24. april.
Valgresultatet forventes offentliggjort den 27. april og tiltrædelse sker den 1. juni 2026.