Klagevejledning


Såfremt du har problemer med din nabo eller en anden i din bebyggelse, opfordrer vi jer til at tale sammen om det. Mange problemer kan løses let og smidigt ved at tale sammen. Måske er din nabo ikke klar over, at adfærden virker generende.

Når I taler sammen, bør du være saglig og i en god og venlig tone tage udgangspunkt i, hvad adfærden betyder for dig og dine følelser. Prøv at lade være med at virke anklagende (start med "JEG…" i stedet for "DU…") og hold dig til sagen!

Hvis dette ikke lykkes og din nabo stadig er væsentligt generende for dig eller din husstand, har du mulighed for at klage over din nabo til RandersBolig. Vi vil herefter kunne skrive til beboeren om ændring af adfærd.

Når du klager, må du huske at:
1. Klager skal være skriftlige.
2. Klag kun over forhold som du eller din husstand er blevet generet af.
3. Af klagen skal fremgå, hvem og hvad der klages over, og hvor og hvornår det er foregået.
4. Klag over hændelser/episoder snarest efter det er sket.
5. De forhold, der klages over, skal være væsentlige overtrædelser af ordensreglementet eller lovgivningen.
6. Klag kun over noget du kan stå ved. Du må være klar til at vidne i beboerklagenævn eller boligret, hvis sagen kommer så langt.
7. Få meget gerne andre beboere til at bekræfte din klage - det vil styrke klagen, og det vil normalt være en forudsætning for at vi kan følge op på din klage.
8. Selvom en sag indbringes i beboerklagenævnet, boligret eller den beboer, der klages over opsiges, bør der fortsat klages, hvis generne fortsætter.

En klage kan føre til:

Når RandersBolig modtager en klage over en beboer, vil vi normalt skrive en henstilling til vedkommende om at ophøre med overtrædelsen/den generende adfærd. I mange tilfælde er dette nok. Hvis der fortsat kommer klager, kan der skrives en påmindelse, hvor vi advarer om, at nye klager kan medføre alvorlige rets skridt, så som indbringelse for beboerklagenævn eller opsigelse af lejemålet. Det vil normalt være en forudsætning for klagens behandling, at flere beboere har oplevet samme problem, og har henvendt sig herom. Derfor er det altid en fordel at flere beboere underskriver samme klage.

Beboerklagenævnet kan:

 Give en advarsel om at fornyet overtrædelse kan føre til mere indgribende rets følger
 Gøre lejemålet betinget. Det vil sige, at nye berettigede klager, inden for en tidsfrist, kan medføre en opsigelse af lejemålet.

I yderste fald kan mange eller meget alvorlige klager - ofte fra flere beboere - føre til:

 Opsigelse eller ophævelse af lejemål
 Indbringelse af sag for boligret
 Indbringelse af sag for fogedret.

Sådanne sager kan være meget langvarige og en stor belastning for alle implicerede parter.

Hvis du ønsker at klage over en beboer, kan klageskema hentes ved at klikke på dette link.

Klageskema

Udfyld skema og send til

RandersBolig
Marsvej 1
8960 Randers SØ
Att.: Boligbutikken

Eller på mail til: beboerklager@randersbolig.dk